Magtens tricks 23: udtrykket

 I samfundsdebatten generelt og den politiske debat på TV specifikt, ses velopøvede og faste ansigtsfolder der både udviser den selvsikkerhed som folket har behov for at se, og sælger budskaber som måske ikke er så fantastiske endda. Måske de endda skjuler sandheder bag de tilrettelagte miner? I demokratiets interesse lad os udstille et par stykker af dem.

Kvinder i især toppolitik synes som regel at vælge faste udtryk med følelseskvalitet, medens mange mænd med magt, bliver næsten døde i deres udtryk, med den tidligere direktør for Danske Bank, Peter Straarup, som et godt eksempel. Claus Hjort Frederiksen er en slags undtagelse der bekræfter reglen, for han syntes at kunne vedligeholde et vredt udtryk gennem længere tid.

 

Indignationen og dens følgesvend

Det indignerede ansigt signalerer ”nogle har gjort noget, man har gjort mig/os uret”.

Indignation er som en stram flitsbue. Den signalerer en ubærlig tilstand, en skjult trussel om en snarlig reaktion. Derfor kommanderer den lydhørhed fra sin tilskuer. Politikerne kan bevare indignationen på dette spændte punkt fordi de er dygtige, men hvad de på et mindre bevidst plan håber på, er måske, at deres følgere lader pilen skyde – mod de politiske modstandere.

Pia Kjærsgaard og Johanne Schmidt Nielsen er dronningerne af dette udtryk. Man kan jo sagtens slukke for lyden og alligevel få skyldfølelser ved at se på dem. Muligvis de mest effektive ansigter i politik de sidste ti år.

 

At spille klog – kender vi alle

Simon Emil Ammitzbøll virker fanget i at skulle kigge op på folk, men kompenserer med et rynket bryn, der signalerer, at han ved noget, som andre ikke ved. Måske han oven i købet selv kommer til at tro på det. Spøg til side. Når man kigger på ham, kan man jo godt få den idé, at man nok bare bør tie stille og lade ”ham den kloge og energiske” komme til orde. Det er kun de andre drevne politikeres generelle upåvirkelighed på skærmen der gør, at man ikke får syn for hvor effektiv den strategi er i stort set alle andre sammenhænge.

 

Tristheden og vreden

Mette Frederiksen kunne nogle gange se ud til at signalere, at en eller anden er død, og vi har ikke bare misset begravelsen, selv præsten glemte den. Manden måtte begrave sig selv. Hun kobler indignation med tristhed. Jeg kender ikke Mette, men man kunne frygte at tristheden kan blive til vrede, også hos hende selv, det er nemlig ikke gratis at overdrive noget som helst, hvilket bringer mig til den næste case.

 

De lidt for selvhøjtidelige

Svend Brinkmann er ikke politiker men er interessant fordi hans sammenbidte udtryk synes at være et slags afgørende hjemmel til de sammenbidte betragtninger. Gad vide om man kan få hård mave af en sindstilstand?

Debattøren og tidligere formand for LA, Rasmus Brygger, mestrer det udtryksløse ansigt, som er sjældent magtfuld. Han blander den unge mands væsen sammen med den gamle mands magtfuldkomne udtryk og risikerer at fremstå arrogant. Jeg har ham mistænkt for at ville kunne lyve så det driver, uden at nogen fatter mistanke.

 

Den usikre

Her over for virker Inger Støjberg mere påvirkelig, hvilket sikkert er en af årsagerne til at hun bliver mobbet så meget, folket kan nemlig ikke tolerere svaghed. Hun gør det heller ikke nemt for sig selv, men tro mig: Det er hendes usikre blik, der får folket til at tænde deres fakler.

 

Den udbrændte

Magrethe Vestagers blik, for nogle år tilbage, kunne minde om det man ser hos den alt for begavede, alt for høje kvinde, der er mildt forvirret over, at hun hele tiden skal forklare ting til folk. Gad vide om det er strategisk, eller et udtryk for en eller anden menneskelighed?

 

Den autoritative

Marianne Jelved er måske ikke så meget i vælten, men hun skal nævnes. mestrer det stille, rolige og milde udtryk og signalerer dermed et enormt overskud. Det kan endda være, at dette medfølende udtryk rent faktisk er autentisk. Per Stig Møller og Poul Nyrup havde noget af det samme, dog uden samme lethed.

 

De desperate

Ole Birk Olesen synes at blive evigt konfronteret med det faktum, at hans ord ikke er helt så effektive, som han ellers havde troet de ville være, hvilket han mister magt på, men så synes han at have en slags humor i sin semidesperation, hvilket man godt kan vinde på. Mange LA politikere synes mig lidt desperate. Med Anders Samuelsen som rollemodel er det måske ikke så mærkeligt.

 

Den politisk korrekte magtspiller

Sofie Carsten Nielsen virker både opstemt, kølig og uinvolveret på samme tid uanset emne, og hvem hun taler med. I processen synes det mig, at hun således kommer til at spolere legen for alle de andre, ved ikke engang at lade som om hun tager det alvorligt.

 

Jeg kunne fortsætte, men stopper medens legen er god.

Efterskrift: Om jeg skammer mig over at udlevere andre mennesker på den måde? Nej. Jeg synes at folk har brug for at vide, at vores beslutningstagere bruger deres ansigtsfolder til at manipulere med os. Jeg er jo selv på TV af og til, og gør mit bedste for at virke som autentisk som muligt, så jeg ved, at det kan lade sig gøre.

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: