Arrogancens fordele

I den korte 5 x 1 minut debat på TV skal man holde fast i sine pointer som en arrig terrier. I den længerevarende debat skal man derimod ofte holde ting i et let greb.

At “holde ting i et let greb” vil sige, at man øver sig på at sidde på sine hænder rent mentalt, at man evner at brænde inde med ting, medens samtalen eller debatten pågår.

(Sjovt nok er det, i min erfaring, også en vestjysk skik. Vestjyder lader ofte københavnerne om at snakke meget og længe nok til, at de har samlet nogle pointer sammen, således at de kan sige noget tørt og præcist til københavnerens “løse snak”.)

Når man udviser nonchalance, og derved signalerer at ting ikke er så vigtige for én, lokker man andre til at slække på forsvaret. Her viser andre måske hvad de ved og ikke ved, hvad de synes og ikke synes. De kender ikke “fjendens” holdning, de ved måske ikke engang, at der er en fjende. Andre slækker ikke forsvaret men bliver måske usikre.

Den nonchalante debattør har tydelige fordele. Og han kan i det hele taget gøre debatten bedre, for samtaler gror bedst i en muld af ro. Marianne Jelved er god til denne tilgang. Sean Connery var ret arrogant, hvilket kombineret med charme gjorde ham til en formidabel magtfaktor både på skærmen og i virkeligheden.

Derudover kan man med nonchalance nemmere undgå at få trykket på sine ”varme knapper”. og den der taber fatningen signalerer, at hvis han ikke engang kan lede sig selv, kan han heller ikke lede andre!

angry snoopy

En vred nuser, der har fået trykket på sine varme knapper … 

 

Den der ikke ses som voldsomt investeret i noget, kan nemlig heller ikke drilles eller provokeres så nemt, hvorfor sagen, der debatteres, heller ikke køres af sporet så nemt.

I renæssancens Italien blev denne tilgang til samtale kaldt for ”sprezzatura”, en særlig slags nonchalance der lægger slør ud over retorik og dagsordner, som var det man gjorde eller sagde uden overlæg eller anstrengelse. Bare tænk på den studerende der siger at han ikke har læst på lektien og får topkarakterer til eksamen. Der er tale om en studeret elegance, udsøgt eksemplificeret ved James Bond, der smiler ubesværet ved casino bordet…