Photo by Andy Beales on Unsplash

Herunder kan du læse en af de mest grundlæggende modeller over “personlig udvikling”. modellen er inspireret af mine egne erfaringer både med mig selv og mine klienter, samt min læsning af CG Jung, Alfred Adler og Jordan B Peterson. Hvilket trin af din egen udvikling er du på?

 

Den første fase: Naivitet

I denne fase er man som et barn. Man er som bemærkelsesværdigt sød og åbensindet. Man frygter ikke rigtigt noget i det sociale univers[1] …. og det er ikke kun godt.

Michel de Montaigne (1533-1592) beskrev således hvordan han ikke ville kaldes god (læs: naiv), for det var jo nemt nok at være god. Hvis man var født med et godt og kærligt temperament af søde forældre, og havde sig et heldigt liv, havde man jo aldrig måtte forholde sig til særligt meget:

“Således kan en manglende fatteevne og dumhed af og til få en til handling til at se ud som om den skyldes dyd – jeg har tit været ude for at man roste folk for noget de i virkeligheden fortjente at blive kritiseret for.”

Psykologen Alfred Adler ville måske have betragtet naiviteten som en slags mindreværdskompleks, men jeg tror snarere, det er mennesker, der er kendetegnet ved, at de ikke har erkendt at verden er usikker og farlig.

Den naive har ikke opdaget, at vi har behov for tænder for at kunne bide fra os at alle ikke ønsker ham det godt.

Hvis du er blandt en flok, der er samlet om noget, hvor der er meget på spil, fx vigtige netværksmøder i erhvervslivet, eller seancer hvor folk testes, og de ikke udviser nervøsitet, kan det være fordi de er naive. Omvendt kan det være at de faktisk er modige og kompetente. Det kan være svært at se forskel.

Den naive har ofte for meget af det man kalder ”external locus of control”, hvilket vil sige, at de beror for meget på andres holdninger og ønsker og hermed kan miste handlekraft i afgørende, komplekse situationer. De oplever nemlig ikke pr. automatik at kontrollen er situeret inde i dem selv, om man vil.

Som blomster på marken blæser de snart til højre snart til venstre, nyder solen og ærgrer sig over regnen, men brokker sig ikke og beskytter ikke sig selv. Man kan ikke lade være med at kunne lide naive mennesker.

Montaigne ville hellere end at være naiv, være en mand af karakter, og den mente han, at man udelukkende udviklede under modgang.

 

4 gode råd til os naive mennesker

  • Værn om din uskyld i et eller andet omfang: Naive mennesker er ofte idealister, hvilket gør dem til juveler på bunden af et hav af folk der har mere dominans end forstand, og mere selvtillid end selvindsigt (lad dog være med at tage de meget svære jobs, der for den naive kan ende i en traumatiserende stress)
  • Og omvendt: Smid uskylden overbord og bryd så mange regler du kan holde ud – i det mindste i en overgang. Her vil du blandt andet indse at mange af os aldrig følger de regler, som du tror.
  • Lad være med at tage information for gode varer. Udvikl evnen til at stille kritiske spørgsmål til  a l l e   informationer. Pas på med at blive for irriterende.
  • Vær klar over, at jo mere komplekse sociale situationer bliver, desto mere politisk bliver det, og her skal du oparbejde mere mistillid til andre (også selvom det ikke lyder rart).

 

Den anden fase: Dominans og ængstelighed

Man går ofte fra at være naiv til at blive dominant og/eller ængstelig. Modsat de naive har man her erkendt, at verden kan være nederdrægtig, hvorfor man må forsvare sig selv.

Ofte er de dominante, ligesom de ængstelige, drevet af frygt, hvilket afsløres i den dominante persons reserverede adfærd.

Der er tale om folk, der i gruppesammenhæng enten er lidt for glade, eller lidt for stille i deres ansigtsfolder når de kigger på dig. Når de er værst signalerer de ingen følelser, således at folk omkring dem bliver usikre. De giver for hårde håndtryk, griner ofte lidt for højt, og bliver utrygge, når de ikke stråler lidt mere end andre.

Kun fanden kan have fundet på at give usikre mænd den idé, at de kan etablere sig med et meget hårdt håndtryk, for tror de virkelig at situationen er vundet i den korte interaktion? Spillene vindes i længden, ikke i de umiddelbart gennemtrumfede småsejre.

Adler ville mene, at denne adfærd afslører et superiority complex. Ifølge ”skematerapi” som er en afart af kognitive terapi, kan man sige, at man i denne fase enten kommer til at overkompensere dvs. puster sig op, udviser undvigelsesadfærd, eller overgiver sig til ængstelighed/verden er farlig eller dominans/jeg bestemmer alt.

Ofte gør folk en dyd ud af nødvendigheden, hvorfor de hellere kalder deres ængstelighed for ”jeg er bare indadvendt”, eller deres dominans ”jeg er sådan én, der siger tingene lige ud”, end de rent faktisk forholder sig til kritisk til deres egen personlige udvikling.

I et eksistentielt perspektiv kan vi koge det ned til at handle om, at denne anden fase af eksistensen er præget af, at man har opdaget at verden er utryg, samt at man ikke har kunnet vriste sig fri af frygten. I den anden fase har man udviklet ”tænder” for at forsvare sig, men konklusionerne om livet er ufuldendte: Man bruger her alt for mange kræfter på en facade, som man kunne bruge på at leve et stærkt og sjovt liv.

Klassiske typer. Den, der ved alt bedst, den ængstelig. Den, der virker mere skræmt eller mere hård end situationen egentlig lægger op til. Bare tænk på Clint Eastwood, hvis ansigt var det samme i alle scener, som om en duel eller en sandstorm kunne starte når som helst. Eller tænk Woody Allens klassiske neurotiske karakter, som om noget forfærdeligt kunne indtræffe når som helst.

 

4 gode råd til os hårde/ængstelige mennesker 

  • Hvis du virkelig mestrer det hårde blik og det dominante lederskab så se det som et suverænt redskab – som du skal bruge meget sjældent.
  • Hvis du har været ængstelig en stor del af dit liv, har du opbygget gode observationsfærdigheder, og dem må du godt værne om, medens du begynder at deltage noget mere i tilværelsen.
  • Find rollemodeller der synes at tage den mere med ro end du selv gør.
  • Det bedste råd er, paradoksalt nok, at du skal acceptere din tilbøjelighed til dominans eller ængstelighed, for det er med afsæt i den selvaccept, at du faktisk kan begynde at løsne lidt op.

 

Den tredje fase: Den karakterfulde

Den tredje gruppe kendetegnes ved at være nysgerrige og selvsikre. De har humor og man siger om dem, at de ”hviler i sig selv”. Den tredje gruppe griner med og af de dominante, taler blidt til de usikre og naive, og virker til at hygge sig uden hverken iver eller frygt.

Adler ville kalde dette stadie i den personlige udvikling for det ”selvaktualiserede menneske”. Man kunne måske også sige, at mennesket her har lært at verden rummer farer, og at man derfor skal have tænder – mens man samtidig er klar over, at man kan smile med de selvsamme tænder.

Den kamp, der kæmpes i den tredje fase, er kampen mod ens eget indre, på dette niveau er man holdt op med at bebrejde andre og verden for ens ulykker.

Jung ville beskrive dette stadium som et, hvor man har integreret sin skygge, dvs. har erkendt at ondskab og elendighed findes, også i en selv, og at man derfor skal gøre sig bekendt med, og være tilpas på vagt for både ens egne og andres latente ondskab.

Det er svært at give konkrete eksemplarer på personer der hviler solidt på dette tredje stadie, for der er tale om et ideal, som ikke skal begrænses og udvandes af de daglige manifestationer. Hvis jeg for eksempel sagde ”Marianne Jelved” som idealet på en kvindelig leder, ville mange måske tillægge hende kvaliteter baseret på alt muligt jeg ikke lige kender til, der ville kaste idealet i tvivl. Fortidens tåger og mytologien giver os bedre rene eksempler at efterleve: Odysseus, Moses, Jesus, Jomfru Maria, Skt. George, Kong Arthur eller Mandela. Det gennemgående tema blandt disse idealer er en slags blanding af karakter, kærlighed, mod og selvopofrelse.

 

4 gode råd til den tredje fase:

  • Hvis du under meditation oplever en samhørighed med ”altet”, og en slags fornemmelse af formål og fællesskab er du i fase 3. Dejligt. Men hvis du overidentificere dig med fornemmelsen af det grænseløse selv fører det til storhedsvanvid, og så er du tilbage i fase to
  • Den tredje fase er som regel understøttet af dygtighed og viden, bliv ved med at dygtiggør dig, for ellers bliver sværdet sløvt, og så er du tilbage i den ”farlige verden”, der kendeteger oplevelsen af at være i fase 2 af den personlige udvikling.
  • Vær tålmodig med dig selv og andre – tålmodighed er synonymt med ånd. Folk i det tredje niveau i den personlige udvikling er hurtige til at tilgive og langsomme til at dømme.
  • Den tredje fases sjælefred er ifølge Montaigne og andre kendetegnet ved humor.

 

 

[1]    De her skitserede faser er naturligvis idealtyper: Nogle er hele tiden i en af faserne, andre, som for eksempel mig selv, bevæger sig lidt fra fase til fase afhængigt af kontekst. For det andet viser de her skitserede adfærdsmønstre sig tydeligst i sammenhænge, hvor folk ikke kender hinanden så godt, for her presses mange ud i de roller der ligger en nærmest. Disse rene typer er for denne følgende udlægnings de mest interessante.