foto: unsplash.com

Transaktionsanalysen fra 1964 er et af de mest benyttede redskaber til forstå samtaler og kommunikation. Redskabet har bl.a. lært os at være rationelle i vores professionelle samtaler.

Ifølge modellen har vi nemlig i vores indre dynamik en indre forælder, en voksen og et barn. Og det er i det voksne perspektiv at den profesionelle samtale bedst varetages.

Disse tre delelementer af psyken deles i øvrigt op

Man kan tale og lytte ud fra en:

Kritisk forælder og omsorgsfuld forælder

Saglig, præcis, nøgtern og rationel voksen (deles ikke op)

Rebelsk barn og overtilpasset barn

Jeg synes at modellen er god. Intuitivt set synes den logisk. Hvilket er en af årsagerne til at man i bl.a. konsulent- og coachingbranchen i årtier har antaget at rationaliteten hører hjemme på “voksenperspektivet”, samt at al god professionel kommunikation bør foregå fra dette sted, om man vel.

Men holder det vand? Er det “rationelle voksenperspektiv” overvurderet i den profesionelle samtale? Det vil jeg undersøge.

Herunder en illustration af transaktionsanalysen. Man kan til en hver tid tale og lytte fra de forskellige perspektiver. Eltern=forælder, Erwachsen=voksen, Kind=barn. 

TA-1024x1024

 

Herunder et par eksempler fra hverdagskommunikationer:

Parforhold fungerer bedst når der er stor fleksibilitet hos begge parter hvad angår hvor man taler og lytter fra. Selve de magtspil forbundet med kommunikationen i parforholdet, at man fx skiftevis er underkastet (barnet) hhv. den der bestemmer (forælderen), synes at være afgørende for kærlighed, spænding, tiltrækning og en følelse af at høre til hinanden. I parforhold bør man arbejde på at være i den omsorgsfulde forældrerolle og den legesyge barnerolle mindst én gang dagligt. Intet er mere dræbende end en for stor insisteren på voksen-voksen kommunikation vedr. alle emner under solen. Det er ikke alt der kan eller skal forstås, lyttes til eller tales om på den rationelle bane i parforholdet.

 

Forældreskab. Som far har jeg det godt med at være i mit rebelske barnesind kombineret med mit voksensind, så børnene lærer noget om, at det at være voksen ikke behøver at være kedeligt. Når jeg bliver sur over noget, forsøger jeg at have den omsorgsfulde forælders tålmodighed, for jeg erkender med hjælp fra mit rationelle “voksen” sind, at børn ikke er lige så kognitivt modne som mig selv. Der er mange ting man ikke kan eller skal drøfte på et voksen-voksen maner med børn. Jeg forsøger med så få ord som muligt, at tale klart og tydeligt fra mit voksenperspektiv hvis der er ballade. Jeg kan i sådanne situationer godt finde på at inddrage den “kritiske forælder”, for at signalere ”at man skal opføre sig ordentlig”, og jeg kan på samme tid inddrage mit glade barnesind når jeg siger ”jeg gider ikke at være sur!” Det kan hurtigt blive ukærligt og uproduktivt at holde sig til den “rationelle voksen” i sin kommunikation med ens unger.

 

Undervisning. Mange kørelærere, skolelærere og sportscoaches har måttet erfare (håber jeg) at såfremt man tager for meget afsæt i den kritiske forælder, kan den man træner og underviser, blive så bange for at lave fejl, at læringen går helt i stå. Undervisning kræver  en stor grad af strategisk omsorgsfuldhed.

 

Konsulenttjenesten. Her arbejdede man indgående med transaktionsanalysen fra firserne og frem. Man underviste i at forældreperspektivet var bandlyst. Det siger sig selv, at man i erhvervslivet har trænet folk i voksen-voksen kommunikation, for alt andet lige, går det bedre med klare jobbeskrivelser, retningslinjer, forventningsafstemninger og præcis kommunikation. Det er min klare vurdering at det giver afsindigt god mening, at satse på og insistere på, at bevæge sig hovedsageligt på dette kommunikationsniveau i arbejdslivet. Men det gik galt da man brugte samme logik i coaching samtaler, det bliver simpelthen for koldt og ligegyldigt.

 

Coaching. Det har været en gylden standard længe at “coachen”, inspireret af transaktionsanalysen og bl.a. den kognitive terapis sokratiske dialog, skulle tage en så rationelt tør (voksen-voksen kommunikation) og uvidende tilgang til klientens livssituation som muligt. Også kaldet ”monkey coaching”, en jeg-ved-ingenting-overhovedet tilgang. Men samtalerne kunne som nævnt nemt blive kunstige og kolde. Da jeg underviste i coaching for noget tid siden, sad der en ældre konsulent blandt kursisterne, og da jeg sagde, at man også godt måtte bruge forældreperspektivet når man coachede, fordi medfølelse kunne være effektivt, blev han helt paf. Han kom nemlig fra den generation af konsulenter og coaches som helt forbød forældreperspektivet. Men det er altså ved at ændre sig. Da jeg var censor på en forskningsbaseret coachinguddannelse for nyligt, bed jeg mærke i, at kursisterne var blevet undervist i, at de godt måtte komme med – subjektive og personlige –  forslag til den som de coachede. Problemet set i lyset af fx ”transaktionsanalysen” er imidlertid, at folk ofte bliver hurtigt bedrevidende som ”en kritisk forælder” når de kommer med forslag. Så det er svært at bevæge sig væk fra det “rationelle” perspektiv i coaching, men det kan være vigtigt.

 

Terapi. Med afsæt i transaktionsanalysen kan man analysere på en helt overordnet udvikling i psykologiens grundlæggende tilgang til samtalen:

“Barneperspektivet”: Med Psykoanalysen begyndte man for hundrede år siden at fokusere og fremkalde klientens barneperspektiv for her at lade barndommens traumer komme til live mhp den psykiske ommøblering man havde som formål. Paradoksalt nok var det selve den stille og uengagerede stil fra psykoanalytikeren, der ofte aktiverede analysandens ”indre barn”.

“Voksenperspektivet”: Med den kognitive terapi fra tresserne søger man at hjælpe klienten til at være i voksenperspektivet for her, i en rationel samtale, at udfritte de sort/hvide tanker, generaliseringer og katastrofetanker sammen med klienten med det formål, at omstrukturere den skæve tænkning til en mere bæredygtig tænkning. Her bliver gisninger om barndomsoplevelser og omsorgsfuldhed typisk anset som kontraproduktivt.

“Forældreperspektivet”: Inden for de sidste ti år er der opstået flere terapeutiske retninger hvor man aktivt inddrager klientens eget forældreperspektiv som det mest væsentlige. Her opfordrer man nemlig klienter til, med en ofte mindfulness baseret ro, at kunne rumme sig selv med alt hvad man indeholder af både barndomsminder og kognitive forstyrrelser. Her indtager selv terapeuten ofte selv et omsorgsfuldt forældreperspektiv. Så man kan sige, at meget moderne terapi sigter på at træne klienten i at blive sin egen gode forælder. Det er min erfaring, at den der opdager sit eget medfølende sind, finder den stærkeste allierede til et godt liv. Det trygge menneske er kærligt og modigt.

Set i det store perspektiv er psykologien groft sagt ved at blive mere menneskelig? Først blev vi med psykoanalysen forført af betydningen af barndommen i psyken, dernæst blev vi forført af muligheden for at rense sindet på den rationelle bane med fx kognitiv terapi, og slutteligt er vi måske kommet tilbage til den omsorgsfulde forælder, der har rummet menneskelig smerte og tvivl siden tidernes morgen.

 

Konklusion: Transaktionsanalysen er et godt analyseredskab, om end det har banet vejen for en lidt tvangspræget “rationalitet”. Jeg har for eksempel altid benyttet alle tre elementer i mine samtaler. Man skal arbejde med det hele menneske, og både barndomstraumer og fjol, kølige ræsonnementer, det strikse og det medfølende sind er vel alle vigtige elementer i den gode samtale.

 

Måske det “voksne” slet ikke har eneret rationaliteten?

Man må konkludere, at det mest rationelle vi har = det der, virker, og her er alle elementerne i psyken lige vigtige ❤️